100 % mig – uden filter!

Af den april 2 kommentarer

Jeg har sammen med tre dejlige damer begået et lille opråb (læs det her!). Fordi vi er trætte af, at vi kvinder stadig kæmper en daglig kamp for at være “rigtige”. Fordi diskussionen om, hvornår man så er “en rigtig kvinde” tilsyneladende er uendelig. Og fordi vi trænger til noget mere RUMMELIGHED og nogle flere ULYDIGE KVINDER!

Man må ikke være for tynd. Eller for tyk. Ikke være for stille. Eller råbe for højt. Ikke gå for meget op i sit udseende. Eller for lidt. Ikke vælge børn helt fra og hellige sig arbejdslivet. Eller helt til og blive hjemmegående. Ikke være for “kunstig”, eller for naturlig.

Hvor kommer alle de krav fra? Sandsynligvis fra os selv. Og hvis nogen skal gøre op med kravene er det også – os selv. DERFOR har vi lavet kampagnen “100% mig!” Og nej – det handler ikke om at hverken din eller min eller en andens måde er den rigtige. Det handler om kvinders ret til at være FORSKELLIGE, og til at tage lige præcis de valg i livet, som de mener er de rigtige for dem.

Mit eget bidrag ser ud og lyder som følger!

***

Jeg har hår under armene – og silikonebryster”

Efter jeg havde født og ammet tre børn, var mine bryster … ikkeeksisterende. Tøjet hang på mig, og jeg følte mig ikke tilpas i min krop. Så jeg valgte at få brystimplantater – en beslutning, jeg ikke er flov over og ikke har fortrudt et sekund. Jeg har fået min figur tilbage. Men jeg er også en gammel bornholmerhippie, der står fast på retten til naturlighed og kvindelig kropsbehåring. Verden er ikke så sort-hvid, og alt behøver ikke være enten-eller, for og imod! Jeg orker ikke at skulle passe ind i nogle kasser. Lad os nu give os selv og hinanden fri til at være dem, vi er, og gøre det, der gør os glade. En kvinde er for mig smukkest, når hun hviler i sig selv og i sin krop – med eller uden hår, appelsinhud og silikonebryster. Jeg er mig – og det står jeg ved.

***

Læs vores manifest “100 % mig” på femina.dk/100procentmig, og vær med til at kæmpe for kvinders ret til at være forskellige!

Ved at være 100 % dig, tillader du andre at være 100 % sig! Vil du være med, så tag et billede, hvor du er 100 % dig og skriv hvorfor. Upload det på Instagram mærket #100procentmig.
Vi bringer et uddrag af alle jeres indslag og opråb på femina.dk og i FEMINA.

 

Billedet er 100 % uretoucheret.

Billedet er 100 % uretoucheret.