Kan en livskrise være en berigelse?

Af den 12. marts 2015 0 kommentarer

… og er det okay at være åben og ærlig omkring en dyb sorg, hvis man er et offentligt menneske? Den 35-årige politiker Zenia Stampe har det seneste år oplevet at blive hånet for sin sorg. Hendes åbenhed omkring dødfødslen af sin datter, Olga, blev af retoriker og debattør Klaus Kjøller udlagt som værende et politisk trick for at vække sympati omkring hendes personlighed.

Jeg er også retoriker og giver på ingen måde Klaus Kjøller ret. For det første fordi Zenias åbenhjertighed med alt tydelighed har bragt hende meget andet end sympati. Og for det andet fordi det at vise autentiske følelser og være åbenhjertig og ærlig omkring en livskrise i mine øjne giver afsenderen troværdighed. For livskriser giver visdom og forståelse for de problemer, kriser og udfordringer, andre mennesker (også) kommer ud for. Og det er da i den grad noget, vi har brug for hos landets politikere: At de ikke blot er profitfikserede, magtsyge mennesker, men også (med)mennesker med psykologisk indsigt og evne til empati. Zenia Stampe formulerer netop denne pointe så fint i sit interview med FEMINAs Tine Bendixen:

“Hele min politiske drivkraft er klart social indignation, men helt ærligt – den har også været temmelig abstrakt indtil nu, fordi jeg har haft et rimelig gnidningsløst liv uden de helt store ulykker. Jo, jeg har oplevet, at mine forældre blev skilt, og det var ikke sjovt dengang, men jeg har ikke oplevet at være i livskrise før nu. Så jeg har i virkeligheden haft lidt berøringsangst og ofte følt mig dårligt klædt på til at hjælpe folk i krise. Men når man selv pludselig har haft brug for hjælp, finder man ud af, hvor vigtigt det er, det dér møde mellem MENNESKER.”

Jeg gentager: Mødet mellem MENNESKER. Det skal politik også handle om! Og det mere end nogensinde – set i lyset af den seneste tids dramatiske begivenheder i Danmark. Personligt har jeg langt mere tillid til politikere, der tør vise, hvem de er bag den professionelle maske, end en glat ål uden mod til at vise sårbarhed.

Læs et uddrag af interviewet her og det fulde interview i FEMINA nr. 11, 2015.

Zenia Stampe