Kræft som 17-årig

Af den maj 0 kommentarer

Jeg elsker den danske sommer. Udelivet. Duften. Klitterne. Havet. Den høje himmel og de lyse nætter. Og solen selvfølgelig … Men her er jeg en af de særligt påpasselige, hvilket jeg har lært the hard way! Jeg er vokset op på Bornholm, og min familie knuselskede solen. Stort set hver dag sommeren igennem var vi på stranden fra morgen til sen eftermiddag. Med saftevand, kiks, frugt og håndmadder klar i køletasken. Vi skriver start-80’erne, og godt nok var der opfundet noget, der hed solcreme – men det var endnu ikke nået til Bornholm. Dér tog man en T-shirt på, når man begyndte at føle sig forbrændt – og så stod den ellers på kartoffelmel og kølige bade, når det om aftenen og natten begyndte at gøre rigtig ondt. Hver sommer hele min barndom havde jeg en flot brun kulør. Men det stoppede brat, da jeg som 17-årig fik et wake-up call: Modermærkekræft. Tre uger efter lå jeg på operationsbordet på Riget, hvor jeg fik fjernet det omkringliggende væv for at undgå spredning. Det lykkedes heldigvis, men siden da har jeg sat en ære i at være bleg. Jeg nyder solen, men sidder helst i skyggen. Jeg elsker stranden, men smører mig altid ind i den højeste faktor, jeg kan finde. Kort sagt: Jeg er maksimalt forsigtig på nu 21. år, hvilket har haft den positive bieffekt, at jeg heller ikke har særligt mange rynker af min alder. Så budskabet er hermed givet videre! Nyd, nyd, nyd den skønne sommer! Vrid hver en champagnelækker dråbe ud af den, men husk at have respekt for solen. Følg disse tre råd, og du er godt på vej!

3 tip i solen!

Brug rigelige mængder solcreme – én krop – én håndfuld

Brug hat, der skygger for ansigtet (godt til at forebygge rynker og pigmentforandringer)

Bliv i skyggen så vidt muligt og altid i timerne midt på dagen

 

 

Tags: ,