Renée, den modige!

Af den oktober 1 kommentar

Velkommen til en uge med en ganske særlig forside på FEMINA. Kvinden på coveret er nemlig ikke den sædvanlige model i nystrøget designertøj, men en ganske (u)almindelig 49-årig aarhusianer med bredt smil, erfarne rynker, småuglet hår og en skjorte, der aldrig har set et strygejern. Hun hedder Renée, er flere gange udråbt som en af verdens smukkeste kvinder (who cares – Renée gør i hvert fald ikke …) og er i mine øjne også en af verdens modigste og mest inspirerende kvinder. Indbegrebet af det alle stræber efter i disse post-krisetider: Autenticitet. Som når hun insisterer på i sine ugentlige klummer her i FEMINA at skrive om alt, fra problemer med sin rygende teenagesøn til politiske uretfærdigheder og sprøjteorgasmer. Og som når hun i ugens interview åbenhjertigt beretter om, hvordan det er lykkedes hende og Thomas (Helmig, hvis nogen skulle være i tvivl) at klinke skårende, efter at hele Danmark har fulgt med i deres brud og efterfølgende nye affærer. DET kræver format, mod og selvindsigt! Respekt.

Som teenager hadede jeg Renée, fordi hun var kæreste med ham, jeg mente burde være min: John Taylor fra Duran Duran. Og måske også fordi hun set udefra var og havde det, enhver pige går rundt og drømmer om: Udseendet, succesen, pengene … (Den grimme misundelse). I dag suger jeg til mig af hendes refleksioner omkring kærlighed, kriser og kvindeliv. Fordi hun er typen, der siger tingene ligeud, vader med jyske jordbundne træsko ind i ethvert tabu og tør kigge sine dæmoner dybt i øjnene. Renée har via sine valg og sin ærlighed vist hele verden, hvor ligegyldig ydre succes er, hvis man i jagten på den må forråde sig selv. Renée: Tak for både fede forsider og dybe tanker – og tillykke med din bog, som vi alle glæder os til at læse og lære af.

1443-forside

 

  • Jane

    Behøver vi at kommentere noget. Femina er revet væk fra alle hylder, så jeg har ikke fået bladet denne uge!!