Alle de kvinder vi er

Af den 21. maj 2013 2 kommentarer

Kvinderne i mit liv er (heldigvis) meget forskellige. De stemmer på vidt forskellige partier. De lytter til meget forskellig musik. Nogle har tynde arme, andre tykke lår. Tøjstørrelserne spænder fra XS til XL. Nogle går altid med makeup, andre foretrækker det naturlige look. Og så videre.
Ja selvfølgelig, tænker du måske nu. Det ville da være underligt eller kunstigt, hvis man kun havde veninder, der var nøjagtig som én selv. Fattigt endda. Men nogle gange virker det, som om vi kvinder glemmer, at mangfoldigheden er stor. Jeg måtte i hvert fald undre mig, da vi på FEMINAs Facebookside en dag lagde et citat på, der hyldede kvinder med kurver. For blandt de mange likes og fine kommentarer kom der også et par ”bitre” af slagsen: ”Nu må I snart stoppe den hetz mod kvinder uden deller!!!”, skrev en kvinde. Og dér må jeg altså sige: Hvad?


Hvordan kan en hyldest af kurver blive til en hetz mod kvinder uden deller? For det første er kurver ikke det samme som deller … For det
andet, selv om vi eller andre havde hyldet kvinder med flere maver, hager eller andre deller, så er det jo ikke automatisk en hetz mod kvinder uden.
Når jeg beundrer en venindes nye korthårs-frisure, så betyder det jo ikke, at jeg synes, langt hår er grimt. Når jeg skæver let misundeligt til min venindes lange, lige og meget slanke ben, så vrænger jeg jo ikke ad mine egne eller andres runde lår. Når jeg griner højt ad min kollegas seneste vittige bemærkning og hikster: Hold kæft, hvor er du sjov. Så antyder jeg jo ikke, at de andre kolleger er
nogle kedelige dødbidere.
Jeg undrer mig over, at vi – og mig selv i den grad inklusive – ofte opfatter et eller andet statement som et direkte angreb på os selv. Men dér må vi nok gribe i egen barm – uanset om det er en A- eller en F-skål.
Handler det om vores eget mindreværd? Handler det om, at vi kun kan se os selv som ”rigtige”? Hvorfor føler nogle sig angrebet for at være forkerte?


Måske skyldes det konsensussøgen, at vi helst skal være enige om, at det er bedst at have kurver, langt, blondt hår og naturlige bryster? Eller det modsatte. Så bliver det pludselig en kamp om det ”rigtige”. Men det kan vi jo ikke bruge til noget, for vi ved jo alle, at der ikke findes noget, der er ”rigtigt”. Det tror jeg i hvert fald ikke. Ingen af os ville jo dømme en anden kvinde ude, fordi hendes hofter enten var for brede eller for smalle.
Der er mange forskellige måder at være menneske på – både indeni og udenpå. Der findes heldigvis ikke én rigtig måde at se ud på, ikke én rigtig måde at være familie på, kæreste på, politisk bevidst på og så videre. Det, der er inspirerende, sjovt og udviklende, er i min bog forskelligheden.
Så når en anden kvinde skrev: ”Hvad med at fejre kvinder uden deller”, så må jeg bare sige, at det gør jeg gerne. Jeg fejrer gerne kvinder med OG uden deller. Med OG uden store bryster. Med OG uden alt muligt … Jeg synes ikke, det ene udelukker det andet.
Jeg har gennem tiden været forelsket i små, lyshårede mænd og i
høje, mørke. Som det Brune Punktum synger: ”Jeg har en bred smag.” Og at kunne se charmen i et par blå øjne den ene dag udelukker jo ikke, at man falder ned i et par brune den næste.


Facitlister og udelukkelser er for kedeligt. Jeg synes, at vi mentalt skal kysse mange forskellige. Og hvis du bare ikke kan lide kurver, så er det helt i orden, men den holdning kan der helt sikkert være plads til ved siden af dem, der elsker dem. Det er jo ikke et enten-eller, hverken når det gælder kurver, kærester, familieformer, regeringssammensætninger, huslån og meget andet. De mulige kombinationer er uendelige. Det er faktisk fantastisk, for så er der jo netop noget for enhver smag.

Tags: , , , ,

  • Aji Saka

    Saya kembali berkunjung ke situs Anda Boss? kenalkan saya Noer Kholis bagian marketing dari DistributorSEO.co.id, perusahaan saya spesialis dalam Search Engine Optimization, SEO Web Design dan audit SEO Situs Web. Anda bisa lihat paket SEO kami, kedepan siapa tau perusahaan Anda membutuhkan?

  • The Desain

    very helpful at all for us <a href=''http://liatskor.com'&#039; rel="nofollow".taruhan bola