Diskrimination af mænd, så det batter. Og vi accepterer det?

Af den 15. maj 2014 0 kommentarer

Forestil dig, at du har et barn under seks år, der er i institution. Din søn eller datter er ude på legepladsen og falder og slår hovedet ind i sandkassen. Hylet får den nærmeste pædagog til at se sig panisk om efter en kollega. Pædagogen tager ikke barnet op, men løber i stedet ind efter en kollega. Som må haste ud og tage barnet op og trøste. Pædagogen på legepladsen er nemlig en mand, og han må ikke tage børn på skødet, med mindre der er en kollega i nærheden til at overvåge ham.

Hyggeligt eller mistænkeligt? Det er da utroligt at man i nogle institutioner automatisk går ud fra det sidste?

Hyggeligt eller mistænkeligt? Det er da utroligt at man i nogle institutioner automatisk går ud fra det sidste?

Ja, det er et tænkt eksempel. Men det er desværre ikke urealistisk. For nylig var det igen oppe i medierne, at der eksisterer særlige regler for mandlige pædagoger. De må ikke skifte ble, følge på toilet, sidde med børn på skødet eller tumle med børnene, uden at der er en kollega i nærheden. Argumentet er at undgå anklager om pædofili og selvfølgelig undgå overgreb. Nogle mener endda, at disse regler beskytter de mandlige pædagoger!

Jeg synes, det er så totalt langt ude. Jeg synes, det er en skændsel, at vi vil tillade denne mistænkeliggørelse af mænd generelt, og at vi straffer vores børn på denne måde. For ja, det er en straf, når et barn skal afvises af en pædagog, der ikke kan trøste eller hjælpe eller lege på grund af sit køn. Og hvad er det, vi lærer børnene i de institutioner, der har disse regler. At mænd ikke kan det samme som kvinder? At de er farlige? At omsorg kan de få hos Jette, men ikke hos Jens?

Og jeg vil vove den påstand, at vi aldrig ville acceptere dette, hvis det gjaldt kvinder. Og med rette.

Der er stadig kampe, der skal kæmpes for ligestilling af kvinder og mænd – og denne er en af dem. Hvis vi ønsker, at vores børn skal opleve, at alle uanset køn er lige stillet, kan vi da på ingen måde have den slags regler.

 

Senest, i oktober, udtalte ligestillingsminister Manu Sareen, ifølge dr.dk, at det er vigtigt for regeringen, at der kommer flere mænd i vuggestuer og børnehaver, så de kan fungere som mandlige rollemodeller.

Men alligevel hørte jeg i slutningen af marts ministeren sige, at han ikke vil gribe ind, selv om han er enig i, at det er ulovligt med den slags regler. Han opfordrer de mandlige pædagoger til at klage til Ligebehandlingsnævnet. Og gør de ikke det, sker der ikke noget.

Jeg håber, der findes en modig mandlig pædagog derude, for denne sag er vigtig og har langt større perspektiver end den, der netop har kørt omkring Hotel Bella Sky, som har 20 hotelværelser (ud af 814) kun for kvinder. Det bruger vi tid og penge på at klage over og behandle i domstolene, mens ligestillingsministeren åbenbart lever fint med åbenlys og uretfærdig diskrimination af mandlige pædagoger.

Min søn blev i to år passet af en mandlig dagplejefar. Tænk sig, at denne mand fik lov til at passe fire børn uden overvågning! Jeg var aldrig utryg, for alle mænd er ikke pædofile svin, og alle kvinder er ikke omsorgfulde Florence Nightingales. Vi er individer, og ingen skal dømmes på forhånd. Heller ikke selv om nogen kalder det beskyttelse. Det argument bruges i mange lande af mænd til at undertrykke kvinder. Det må vi altså kunne gøre bedre.