Er kærlighed bare biologi?

Af den oktober 0 kommentarer

For nylig læste jeg, at det afgørende for utroskab i et forhold er, hvordan forholdet mellem de to mennesker er! Ja, det stod der altså. Egentlig ikke overraskende kunne man hævde. Men baggrunden for forskningen var så vidt jeg forstod, om nogle mennesker ”bare” er født mere utro end andre. Det er vi så åbenbart ikke. Men hvis det går dårligt i vores parforhold er der større risiko for, at vi tiltrækkes af andre. Surprise, får jeg lyst til at sige.

I årevis hørte vi, at mænds urinstinkt er at sprede deres sæd. De kunne altså næsten ikke gøre for det, når de smed bukserne sammen med andre kvinder.

Senere har undersøgelser peget på, at kvinder er mere utro. Det læste jeg først for nyligt, selvom det åbenbart har været fremme før. Vi keder os simpelthen mere i et fast forhold. Vi har større sexlyst og tænder mere på variation og afveksling end mænd, påviste amerikanske Sonja Lyubormisky, professor i psykologi.

Mænd kan fastholde fascination af den samme kvinde i længere tid end omvendt. Sjovt…

Ifølge Lyubormiskys forskning bliver mænd også opstemte af ”bare” at have adgang til en kvindes krop, mens kvinder slet ikke synes, det er nok. De vil have mere end krop, og de vil altså helst have det på nye måder.

Når man som jeg har haft den samme mand i 20 år, så er det jo ikke ligefrem opmuntrende læsning. For mig. På den anden side kan jeg glæde mig over, at min mand stadig synes, jeg er lækker, bare jeg er der?

Jeg vil da absolut smile over, at vi har fået ligestilling på dette område. Mænd kan måske nok stadig henvise til reptilhjernen, når julefrokosten endte med, at de knaldede hende den søde fra salgsafdelingen. Men hende den søde, kan med samme (u)ret pege på, at hun bare havde brug for nyt kød og variation.

Men kunne det ikke være dejligt, hvis vi blev mere bevidste om, at kærlighed også er en viljes-handling. Vi har forelsket os, og når det bliver til kærlighed, må vi beslutte os for at, det skal det blive ved med at være.

Forstå mig ret, jeg taler ikke for, at man ikke må blive skilt. Min mand var skilt, før jeg mødte ham, og jeg er lykkelig for, at han var ”fri på markedet”. Og jeg kender en del parforhold, der er endt med ”lykkelig” udgang. Men når vi læner os tilbage i biologien overser vi – synes jeg – at vores hjerner også har noget at skulle have sagt. At vores lyster er vigtige, men ikke trumfer alt. Og hvis de gør, så kan vi bruge det til at finde tilbage til kærligheden. Jeg synes, at for tit jeg hører absolutter som: ”Jeg vil aldrig tilgive utroskab”.

Hvorfor ikke spørger jeg. Vil du tilgive, at han råber for højt af jeres børn en dag, hvor underskuddet tager over (selvfølgelig undtagelsesvist). Vil du tilgive at han ikke hører efter, når du fortæller om dagens udfordringer på jobbet? Vil du tilgive, at han aldrig kommer til at forstå, hvorfor du tager kritik af din familie personligt?

Nej, det er ikke det samme. Utroskab er et svigt. Men min pointe er, at vi svigter hinanden af og til i et samliv. At vi fokuserer mere på egne end den andens behov. Fordi vi er mennesker. Jeg er ikke fortaler for det. Men jeg er fortaler for tilgivelsen, for at vi vælger hinanden. Også når det gør ondt.

Selvfølgelig er der handlinger, der ikke kan tilgives. Men for mig er utroskab ikke nødvendigvis en af dem. Bare han eller jeg ikke undskylder sig med biologi, det er for slapt!

Tags: , , , ,