FAMILIE – en tvungen relation?

Af den februar 4 kommentarer

Julia Roberts er formidabel som den bitre datter, der kæmper mod sin tyraniske mor, Meryl Streep i 'Familien'.

Julia Roberts er formidabel som den bitre datter, der kæmper mod sin tyraniske mor, Meryl Streep i ‘Familien’.

Jeg læste engang, at stemningen i en familie sættes af moren. Jeg blev ret irriteret, for skal jeg og andre mødre nu også have ansvaret for hele stemningen, mens resten bare afventer. Øv! Men jeg må indrømme, at jeg godt kan genkende det – lidt.
Det kom jeg i tanke om, da jeg så den nye film ”Familien” med Meryl Streep i en fantastisk rolle som en grænseoverskridende, ondskabsfuld og ynkelig mor til tre døtre, hvor den ene spilles af en bidende bitter Julia Roberts.
”Familien” er en dysfunktionel familien, hvor der både siges for lidt og alt for meget. Hvor der kritiseres urimeligt meget.
De fleste familier gemmer på fortielser, kritik og konflikter. Heldigvis er min egen familien direkte kedelig i sammenligning med den Meryl Streep tyranniserer. Men efter filmen drak jeg kaffe med de to veninder, jeg havde set filmen med, og vi kunne lynhurtigt trække tråde til vore egne familieforhold. I det hele taget kender jeg ingen, der har en familie, hvor der ikke er noget at tale om (læs: brokke sig over). Både venner og kolleger kan underholde med og beklage sig over familie.
Svigermor, der ikke respekterer grænser. Lillesøsteren, der aldrig bliver voksen. Faderen, der er for fraværende. Du kender det sikkert, eller? Jeg har i hvert fald hørt mig selv brokke mig over det ene og andet.
Det fylder meget i de flestes liv. Ikke så mærkeligt, egentlig, for det er jo en af de få ”tvungne” relationer vi har. Selvom man selvfølgelig kan klippe blodets bånd, så tror jeg, at grunden til at det er så konfliktfyldt, er at vi meget gerne vil have det til at fungere, men ofte også har urimeligt mange forventninger til, hvordan vores familie skal være.
For hvor længe kan man som barn forvente at blive elsket betingelsesløst? Hvor meget kan man som forældre forvente, at ens børn tager sig af en? Hvor meget kan man regne med sine forældres hjælp, når man selv er blevet voksen? Hvor lidt tid kan man tillade sig at bruge på sine børnebørn? Der er MANGE konfliktpunkter, for vi er jo langt fra er ligeglade med hinanden. Men for mig eget vedkommen tror jeg også, at jeg har langt mindre rummelighed overfor min familie sammenlignet med for eksempel mine venner!
Men det jeg personligt synes er værst, det er når konflikter og forventninger forties. Når vi taler om naboens manglede græsslåning fremfor det, der betyder noget.
Det problem har de ikke i ’Familien’ – der drejer de gerne fingeren rundt i såret, og smider en håndfuld salt oveni. Derfor blev jeg så glad for min ret kedelige familie. Den så pludselig ret skøn, normal og dejlig ud. Og måske skal alt ikke siges. Måske skal rummeligheden også gælde familien og vi skal acceptere, at vi ikke altid får det, vi forventer.
Det vil jeg øve mig på.

  • julie

    hm ;o)

  • Den tænkende

    Nu har jeg ikke set filmen, men har da nogle tanker omkring nogle af de spørgsmål, du stiller til reflektion. Jeg mener, at et barn bør blive elsket betingelsesløst hele livet. Uanset hvor gammelt barnet er. Det er dermed ikke sagt, at barnet skal forkæles ud over alle grænser eller få hver ting, det peger på, men det skal ikke tvivle på, at det vil blive elsket og få støtte fra forældrene uanset hvad det gør. For der er ingen børn, som har bedt om at blive født! Det er vi forældre, som har valgt at få barnet/børnene og dermed også vores ansvar livet ud at elske barnet/børnene og stille op med vejledning og støtte i tillæg til den betingelsesløse kærlighed. Og har barnet fejlet på livets vej, så er det fordi vi ikke har rustet det godt nok på til at håndtere den givne situation og så må vi stille op. Også hvis det drejer sig om at finde andre, der kan hjælpe barnet, hvis ikke vi selv kan.
    Det er mine tanker.

  • Dorthe Kandi

    Kære Den tænkende, Tak for din kommentar. Jeg er enig. Jeg har altid sagt til mine børn, at de ikke kan gøre noget som helst, som kan få mig til at stoppe med at elske dem. Men jeg synes også, at du stiller meget store krav til forældrene. Jeg synes ikke, det er mit ansvar alene, hvis mine voksne børn ikke kan finde ud af livet, men jeg vil forhåbentlig gøre alt for at hjælpe dem. Men kærlighed er også at sige fra, mens man rummer at barnet vælger noget andet, end man selv ville vælge at gøre. Jeg kender forældre, der har slået hånden af deres børn, det er jeg helt uforstående overfor.

  • En ikke-partisk mand

    Ja, for det er jo ikke hårdt for manden at være underlagt kvindens stemning, det er klart.