Jeg er også en kvinde, der græder

Af den februar 0 kommentarer

Gik for et par timer siden forbi synagogen i Krystalgade i København, der for to uger siden var udsat for et fejt angreb, der dræbte Dan Uzan – da jeg kom forbi blomsterhavet på fortovet til ære for den dræbte jøde, stod der spontant tårer i mine øjne. Tårer der, hvis de havde stået i statsministerens øjne, var blevet gennemanalyseret og mistænkeliggjort, som det skete forleden, da Børsens debatredaktør og lederskribent Christopher Arzrouni i Jersild minus spin kaldte Helle Thorning for en dygtig skuespiller. Ja Arzrouni mener ligefrem, at hendes tårer var stødende!

foto fra dr.dk

foto fra dr.dk

Ville det samme være sket hvis statsministeren til begravelserne af Dan Uzan og Finn Nørgaard havde været Lars Løkke eller en anden mand? Jeg tvivler. Og jo jeg er også SKIDE TRÆT af, at køn skal inddrages i analyser af politik. Men når en såkaldt seriøs debattør fra en såkaldt seriøs avis synes, at det er helt relevant at betvivle landets statsministers tårer, så understreger det med pinlig tydelighed, at der er stadig er ulighed baseret på køn i vores samfund. En bedømmelse eller rettere fordømmelse, der i mine øjne hænger sammen med, at statsministeren er kvinde. Jeg er overbevist om, at denne mistillid til hendes tårer bygger videre på en fordom om, at kvinder græder for at manipulerer sig til noget.

Jeg ved ikke hvorfor Helle T græd. Men jeg græd i dag, fordi jeg blev trist og vred. Fordi det angreb var usselt og symbolsk – og ikke mindst, fordi jeg ikke kunne lade være.

Debatten om Helle Ts tårer mindede mig om, at Hillary Clinton – som igen og igen blev beskyldt for at være følelseskold – på et tidspunkt kneb en tåre offentligt, hvorpå det straks blev udlagt som beregnede. Så uanset om kvinder viser følelser eller ej er de forkerte?