Jeg vil have frisindet igen

Af den september 1 kommentar

I sommer brugte jeg stort set ikke min badedragt, selv om det var den bedste sommer længe. Vejret var fantastisk. Vi var hjemme i dejlige Danmark hele tiden og besøgte strandene flittigt. Men jeg lod min flotte lilla badedragt ligge i skabet, for jeg havde hørt, at 7 ud af 10 danskere ikke mener, kvinder over 40 skal vise sig offentligt i bikini.

HVA’ FANDEN! Ja, det er ikke pænt at bande, men det er da utroligt, at sådan en holdning trives blandt formodet veloplyste, ligestillede, moderne folk.

Jeg lavede min egen lille protestaktion. Gik i bikini og luftede deller og appelsinhud med sjældent set stolthed på stranden. Altså, jeg er jo ikke blind og kan godt se, at nogle ser bedre ud i bikini end andre. Men selv os med deller og for korte ben har vel lov til at gå på stranden, også efter at vi er fyldt 40. Jeg har ikke gransket undersøgelsens validitet, men angivligt har 2.000 kvinder svaret, og det siger måske mest om deres selvbillede. Men jeg tror også, det siger noget om samfundet – sådan helt generelt.

En anden af sommertidens store agurkehistorier var en indebrændt far, der var så pikeret over, at en gruppe mænd (på over 40 år!) badede nøgne hver morgen kl. 8 på den strand, hvor hans 11-årige datter også skulle bade. For det første fik jeg aldrig forstået, hvorfor hun dog lige skulle bade kl. 8. Jeg forstod heller ikke farens argument med, at det var en blufærdighedskrænkelse, for datteren gik ned til stranden ad en smal sti og mødte dér mændene, som vi ellers på TV så tage tøj på, straks de kom op af vandet! Nå, men løsningen med, at datteren jo kunne bade efter kl. 9 og resten af døgnet, var åbenbart ikke faldet familien ind. Løsningen med, at datteren fik set, at nøgenhed kan være naturligt og ikke er beskidt eller ulækkert, faldt dem åbenbart heller ikke ind.

Proportionerne var helt ude over tredje revle!

Men åbenbart er det ikke kun en enkelt far, der har et lidt anstrengt forhold til nøgenhed.

En pædagog, jeg kender, har fortalt mig, at han har kolleger, der for år tilbage tog på stranden med børnene og gik topløse rundt. De var sikkert blevet meldt til politiet i dag. Pædagogen har andre kolleger, af hankøn, der i sommervejret spillede fodbold med nogle børn udenfor og smed T-shirten. Det blev efterfølgende påtalt af ledelsen. Det måtte de ikke. Børnene måtte ikke se dem i bar mave!!!

HELT ÆRLIGT! En bar mave på en fodboldbane kan da ikke være forbudt.

Hvad er det, vi gerne vil fortælle børnene? Hvilke hensyn er det, vi vil tage? Jeg synes selvsagt ikke, at børn skal krænkes på nogen som helst måde, men at en mandlig pædagog (eller kvindelig for den sags skyld) render rundt på en fodboldbane i bar mave er altså i mine øjne ikke krænkelse af nogen. Det er da naturligt – og T-shirten kommer på igen, når banen forlades.

Jeg ønsker, at mine børn skal have et så naturligt forhold til deres egen krop som overhovedet muligt. Jeg tror, at hovedansvaret ligger hos mig, men hvis de eneste bare maver, deller og appelsinhud, de ser, er på vores eget badeværelse, så lærer de jo ikke, at vi ser meget forskellige ud, og hurra for, at vi gør det. Og jeg græmmes over, at vores frisind skrumper – for det gør det! De nøgenbadende mænd har haft den tradition i årevis, men nu skal en hudforskrækket far ødelægge det og skingert hænge de mænd ud, fordi hans datter absolut skal bade kl. 8.

Kvinder med det, som nogle ikke mener er bikini-krop, skal åbenbart pakke sig ind. Og pædagoger må ikke smide trøjen. Jeg håber, det ikke kun er mig, der græmmes.

Som Natasja sang i ”Gi’ mig Danmark tilbage”: Gi mig frisindet igen, der lurer under byens tage

Tags: , , , , , ,

  • En ikke-partisk mand

    Så gå på stranden, gurl. De har vel lov til at mene hvad de vil