Kan man være både tyk og dygtig?

Af den januar 1 kommentar

PantherMedia A6417398Hvis man er tyk, er man doven! Hvis man dyrker triatlon, er man en gevinst for enhver arbejdsplads! Ja, det er nok lige lovlig hårdt skåret ud i spæk, men jeg tror, de fleste kan genkende, at der er en vis genklang i den opfattelse, sådan helt generelt. Det slog mig igen, da jeg i Berlingske læste Klaus Bondam (skuespiller, politiker med mere) sige følgende: ”Jeg har en meget høj arbejdsdisciplin, men jeg mangler fuldstændig selvdisciplin i forhold til at træne og måske spise lidt mindre. Det er faktisk noget, der virkelig undrer mig.” Ja, tænkte jeg. Og hvorfor? tænkte jeg så.

Jeg har det fuldstændig ligesådan. Jeg kan låse mig totalt fast på målet på mit arbejde og arbejde stædigt med overblik og disciplin fremad, fremad, fremad. Og jeg elsker det. Men når det kommer til motion, så er jeg begyndt forfra på at løbe fem kilometer så mange gange, at jeg tror, det ville være hurtigere for mig at snuppe endnu en tur omkring søen i den nærliggende mose end rent faktisk tælle de fejlslagne forsøg. Jeg har meldt mig ind i fitnesscentre og betalt cirka 350 kroner i timen i snit, når man ser på, hvor tit jeg mødte op. Jeg holder jævnligt op med at spise hvidt brød med smør og lover, at jeg ikke vil drikke mere end to glas vin ad gangen … Intet af det holder. Intet. Hvorfor mon ikke?

Pudsigt nok er jeg gift med en mand, der løber som en sindssyg. En søndagstur på et par og tyve kilometer – piece of cake (som han da selvfølgelig ikke spiser, hvis han har lovet sig selv at lade være!). Han kan lægge en plan for træningen gennem et helt år (op til en ironman) og overholde hver eneste aftale med sig selv. Han har mange kvaliteter og er bestemt glad for sit job, men han er ikke lige så ambitiøs og målrettet, som jeg er, på karrierefronten (skønt, at vi har fundet hinanden, men det er en anden historie).

Så min teori er, at det kan handle om balance, om, at hvis man er meget kontrolleret og dedikeret på én front, så har man brug for at slappe af på andre. Måske er det bare en (dårlig) undskyldning. Faktum er imidlertid efter min mening, at vi ikke skal bedømme andres dedikation og arbejdsmoral ud fra deres evne til at snøre træningsskoene og holde vægten nede på det, som andre synes er passende. Man kan godt være både tyk og dygtig – og motionsfreak og uambitiøs. Og hvis du sidder derude og tænker: Ja, selvfølgelig, så hatten af for dig. For jeg tror, mange af os skæver til dem, der helt tydeligt ikke har brug for en is, men spiser den alligevel. Jeg ved da i hvert fald, at jeg ikke ligefrem skilter med, at jeg elsker tandsmør (før nu). Men at det skulle have nogen som helst betydning for mine faglige evner, er egentlig langt ud … er det ikke?

Jeg synes, vi skal glemme den ensporede tankegang og huske på, at vi alle hver især er sammensatte mennesker. Hatten af for dem, der både træner og arbejder til en guldmedalje – men som sagt går det ikke altid hånd i hånd. Så hvis nytårsforsættet er, at du skal løbe et maraton eller tabe dig fem kilo, så al mulig held og lykke med det. Men husk, at du sagtens kan være en succes på andre fronter, selv om du også i dag kom til at bryde dit løfte om nul sukker …

  • Anne Heiede

    Pragtfuld klumme, er selv målrettet på job så nu vil jeg nyde en kop te og et lækkert stykke chokolade:-)