Nej, jeg har ikke en drøm!

Af den april 0 kommentarer
Drømme kan man jo altid. Men det er vel også o.k. at være tilfreds og følge med i, hvad livet byder?

Drømme kan man jo altid. Men det er vel også o.k. at være tilfreds og følge med i, hvad livet byder?

”Hvor ser du dig selv om fem år?” Det spørgsmål hader jeg. Ikke fordi jeg ingen planer har. Ikke fordi jeg er uambitiøs. Men bare fordi jeg ikke ved det. Og jeg gider heller ikke vide det. Det er jo det, der er fedt ved livet (for mig i hvert fald), at jeg faktisk ikke rigtig nogen har anelse om, hvor det bringer mig hen. Men man skal jo have en drøm, skal man ikke? Et mål her i livet?

Da jeg var 14 år, blev jeg interviewet til Aalborg Stiftstidende om, hvordan mit liv ville være, når jeg blev 30. Jeg svarede meget konkret på spørgsmålet – selvom det var 16 år frem i tiden. Jeg sagde, at jeg ville være uddannet journalist, gift og mor til et par børn. Bo i Aalborg og arbejde på en avis. Da jeg blev 30, var det nøjagtig, hvor jeg var. Jeg blev faktisk helt forskrækket, da jeg selv, som 30-årig journalist på selv samme avis, kunne medvirke i og til en opfølgningsartikel om, hvordan det gik de 14-årige, der havde set ud i fremtiden. Jeg følte mig pludselig meget forudsigelig og kedelig. Måske er det derfor, jeg hader det spørgsmål i dag? Men egentlig er det fjollet, for jeg havde jo nået mine drømme.

Siden skiftede de. Drømmene. Jeg blev utålmodig i mit liv. I mit arbejde. I mit hus. I min familie. Så da omstændighederne lod et jobtilbud falde ned i mit skød, som betød, at hele familien skulle flytte til København, så tog vi det. Det havde jeg aldrig kunnet skrive ned på drømmelisten. To do. Mål-oversigten. Det var den overraskende appelsin i frugtfadet. Det er ikke, fordi jeg synes, man ikke må drømme og sætte sig mål, selvfølgelig må man det. Det er vel ligefrem fedt. Godt. Smukt. Inspirerende. Og jeg beundrer virkelig mennesker, der går efter deres drømme. Som kaster sig frygtløse ud det uforudsigelige. Og den ikoniske drøm om frihed for alle til at leve i harmoni – er en smuk drøm. En drøm, alle burde drømme – selv Putin og Kim Jong-Il. Men for mig skal drømme næsten op i den størrelse, for at jeg kan have dem. Det dér med at drømme om at åbne et boutique-hotel kan jeg ikke rigtig arbejde med. Jeg kommer til at tænke ting som: Så gør det dog. Og så er det ikke en drøm, men et pres, jeg kan gå og piske mig selv med.

Forleden sad jeg og mine kolleger i kantinen og talte om min families drømme. Ja, for sjovt nok har jeg fået børn, der drømmer stort. Om at blive henholdsvis professionel idrætsudøver og international skuespiller. Og jeg er gift med en mand, der drømmer om at bestige Mount Everest. Så spurgte en kollega: ”Men hvad drømmer du om?”. Igen … jeg kan ikke rigtig svare. Jeg har tidligere sagt, at jeg gerne vil bo i New York i tre måneder og bare daske rundt og drikke kaffe og skrive på den bog (som jeg egentlig aldrig har drømt om at skrive). Men egentlig er det en irriterende drøm, for hvorfor ikke bare gøre det? Måske er det det, der skal til. Noget, der er helt urealistisk, som at rejse til Mars eller få en professionel dansekarriere … Jeg ved det ikke. Måske drømmer jeg bare om at fortsætte med det, jeg er i lige nu, min skønne hverdag. Og hvis hverdagen ændrer sig, så følger jeg med og elsker det meste af det. Måske er jeg i virkeligheden bare så heldig, at min drøm er at være mor, kæreste, kollega og nyde hver (de fleste) dag(e). Véd godt, det lyder røvirriterende zen-agtigt. Men så o.k. da – jeg drømmer om at vinde i lotto. Bare for at have muligheden for at leve min drømme ud – så hvis det sker, må jeg jo finde på nogle.