Perfekt bog hvis du er træt

Af den oktober 0 kommentarer

Black Jesus (Forlaget Republik) er en perfekt bog, når man er ”lidt” træt. Den er hurtigt læst (under 200 sider), man kan sagtens holde den i én hånd, mens man slænger sig i sofaen, og den er spændende nok til, at man ikke falder i søvn, selvom man er hverdagsramt. Så den var meget hurtigere at komme igennem end Kvinden der forsvandt, som ellers også er virkelig god.
Black Jesus er en bittersød kærlighedshistorie om skæve eksistenser i en lille flække i USA. Black Jesus er en ung marinesoldat, der er vendt hjem fra krigen i Irak. Han er blind efter mødet med en vejsidebombe, og hans sind er også lettere maltrakteret af krigens gru. Han møder Gloria, en danser, der har fået smadret sin krop af en sindssyg ekskæreste og nu er på flugt.
Det er en alt andet end velfriseret fremstilling af et USA, og menneskene i bogen er sølle skæbner, men det gør dem ikke mindre fascinerende. Man sidder hele bogen igennem og håber, at der sker noget godt for Gloria og Black Jesus, for de fortjener en chance. I virkeligheden ville de nok ikke have fået den, men lidt happy ending er der da, selvom den er mere sørgmodigt poetisk end sentimental.
Denne her bog skal læses for det smukke sprog, der har sin egen rytme og næsten er som sangtekster. Ikke så mærkeligt, for forfatteren Simone Felice, som er ganske lækker på omslaget, hvis man er så overfladisk, at man ser den slags (og det er jeg åbenbart), er sanger og sangskriver (cool version af country/folk). Ham kan man læse mere om og lytte til her

Jeg kan virkelig godt anbefale, at du læser Black Jesus, og det er også en bog, som egner sig godt til teenagedatteren/sønnen. Men jeg fortryder, at jeg har læst den på dansk, for den må være endnu mere magisk på originalsproget.

Indledning: Da Black Jesus kom hjem fra krigen, hang der et par store Stevie Wonder-solbriller på hans ansigt. Ikke fordi de fik ham til at se cool ud. Det var ikke det. De havde givet ham brillerne for at skjule det krater en lille plasticbombe havde forvandlet hans øjne til.

Lidt om at læse en bog om ugen I 2012 var mit nytårsfortsæt at læse en bog om ugen, og det kunne man følge med i på femina.dk. Her i 2013 har jeg savnet at have et mål for læsningen, for det er lettere at få gjort, hvis jeg ved, jeg skal have spist en bog om ugen. Så nu går jeg i gang igen – denne gang vil jeg læse en bog om ugen indtil januar.