Kom i gammeldaws julestemning

Af den oktober 0 kommentarer

Jeg har en bekendelse. Jeg ELSKER jul. Jeg har også en svaghed for ”gamle dage”, så jeg var helt og aldeles forelsket i ”Jul i Gammelby”, da jeg var barn. Men jeg må indrømme, at den ikke holder, når jeg har genset den som voksen. Hvis du ligesom jeg har et akut behov for at sovse dig ind i julenostalgi, så er her måder at komme i julestemning på god gammeldaws manér.

Jul i præstegården
Nøddebo Præstegaard spillede første gang på Folketeatret i København for 125 år siden, og i den aktuelle version er der godt med retro-charme og kendte danske skuespillere (Sonja Oppenhagen, Preben Harris og Søren Hauch-Fausbøll), som kan tale, så man kan høre, hvad de siger. Her er der både ung kærlighed (a la Morten Korch, så det bliver ikke meget hedere end et enkelt trutkys), drillenisser og masser af julestemning med juletræ, pyntet gåsesteg og dalende sne udenfor præstegårdens vindue. Den hyggelige drejescene og den smukke gamle teatersal med slidte røde plyssæder, balkon og lysekrone tilføjer ekstra retro-stemning til forestillingen. Kan ses fra 20. december og frem til 23. december. En forestilling for hele familien, men teenageren vil kede sig, og de helt små ikke fatte så meget, så 7-10 år er nok den optimale børnealder.
Læs mere om Nøddebo Præstegaard på Folketeatret


Blodpølse og julepynt af gåseluftrør

Frilandsmuseet i Lyngby kan man smage julemad fra 1700-tallet (hvis man tør), se på julepyntede gårde og lære om, hvordan vi har holdt jul de sidste 200 år – for eksempel har det været en tradition at pynte træet med gåseluftrør! I år kan du også se Dickens-klassikeren Et juleeventyr om gnieren Scrooge, der får besøg af ånder, som skal bringe ham i julestemning. Det er på Bernhard Olsen Teateret fra den 22. november til den 22.december.
Læs mere om jul på frilandsmuseet


Det smukke juletræ som gerne må pynte i stuen lang tid inden jul

Mit Juletræ skal lyse stuen op og sprede stemning gennem det meste af december. Min egen favorit er en smuk Nordmannsgran som holder sig pæn, selv når jeg går i gang tidligt i december med at pynte det.
Selv kan jeg godt lide at gå på julemarkeder og nyde glögg og æbleskiver, mens vi kigger efter det helt rigtige træ. Dog har jeg også set, at der er muligheder for at få det leveret direkte til døren og så ellers bruge tiden hjemme i stuen med glöggen og oppyntning. Måske jeg skal prøve det næste år.
Læs mere om levering af juletræer


Julemarked og adventsmusik

Ikke meget mere end en times kørsel fra København ligger det smukke hvide Bosjökloster i Skåne, og her fejres julen med marked, hvor man kan købe håndværk, der er lavet som i gamle dage af en smed, en træskærer, en væver og meget andet. Der er julegodter og mulighed for at få julebuffet på skånsk manér, med alt hvad det indebærer af juleskinke, kødboller og Janssons fristelse. I den lille kirke kan man høre adventsmusik. De gammeldags juleløjer foregår fra den 29. november til den 1. december.
Læs mere om jul på Bosjökloster

Hvordan kommer du i gammeldaws julestemning? Kom med et bud!

 

Tags: , , , , ,