Hvad er Madonnas bedste nummer?

Af den oktober 0 kommentarer

Madonna er måske ikke den største sangerinde. Heller ikke den største skuespiller. Eller den største instruktør. Men Madonna er nok den største kvindelige entertainer. I hvert fald den, der har underholdt mig i længst tid. Nu er hun aktuel med dvd’en MDNA WORLD TOUR.

Jeg startede med at nynne med på True Blue, senere lavede min søster en påklædningsdukke til mig, der var en tro kopi af Madonnas look i Who’s That Girl. I folkeskolen prøvede jeg at analysere teksten til Like a Prayer (jeg forstår den stadig ikke). Jeg blev mere irriteret end provokeret under hele Erotica-hypen, men jeg vogue’de alt, hvad jeg kunne og var nok den eneste, der kunne lide HELE Dick Tracy-albummet (filmen faldt jeg i søvn til).

Jeg fik fornyet respekt for Madonna med Ray of Light, og har siden fulgt de mange udgivelser med mere eller mindre begejstring. Var helt knust, da jeg måtte melde afbud til Madonna-koncert sidste år på grund af en forstuvet fod og blev derfor SÅ glad, da Madonnas MDNA WORLD TOUR landede på mit bord. Dvd’en udkom i går.
Se smagsprøve fra show her

MDNA TOUR var en af de mest succesfulde koncertturneer i 2012, og Madonna kom forbi 29 lande og havde 88 udsolgte shows. Ret imponerende. MDNA WORLD TOUR er en to timers lang dvd, hvor man har det som om, man selv er til stede blandt publikum. Det er et brag af et show, hvor Madonna viser, at hun har hyret de bedste folk indenfor lys, visuals, kostumer, dans – you name it. Showet er selvfølgelig spækket med både nyere hits som Girl Gone Wild, Revolver, Candy Shop og ældre hits som Express Yourself, Open Your Heart, Vogue og meget mere.

Hardcore fans vil nok blive irriteret over, at Madonna ændrer så meget i de kendte numre
i liveversionerne, men jeg synes, det er super fedt. Det viser netop, at hun er så meget mere end et bestemt hit. Jeg får også bekræftet, at hun stadig ikke har den store stemme, men det er let at overse/høre i det imponerende show. Jeg bliver irriteret, når Madonna stadig insisterer på at ville være seksuelt provokerende. Det virker mere kikset end provokerende, men det kan man jo heldigvis spole forbi, og der er hele 24 numre at vælge imellem.

Som bonusfeature er der en danseworkshop, hvor man ser danserne konkurrere om at komme med i Madonnas dansetrup. Det er SÅ vildt, hvad de kan med deres kroppe! Bliver stolt, da jeg opdager, at der faktisk er en dansker med i Madonnas dansetrup (dansk/vietnamesiske Stephanie Nguyen).

Jeg kan kun anbefale, at du investerer i MDNA WORLD TOUR. Synes slet ikke man behøver være hardcore Madonna-fan for at blive underholdt af dette show. Og jeg kan kun ærgre mig endnu mere over, at jeg ikke fik set hende sidste år. DAMN. Næste gang skal jeg med.

Hvad synes du, er det værste og det bedste Madonna-nummer? Kom med dit bud her. Mit bud på bedste nummer er Frozen og værste nummer er Holiday.