Pulitzer-vinder Anthony Doerr: Min kone skal læse alt først

Af den april 0 kommentarer
Anthony Doerr har god grund til at se glad ud. ALLE elsker hans bog Alt det lys vi ikke ser.

Anthony Doerr har god grund til at se glad ud. ALLE elsker hans bog Alt det lys vi ikke ser.

Det er blevet talt meget om, hvor god Alt det lys vi ikke ser af den amerikanske forfatter Anthony Doerr er, og Anthony har netop modtaget Pulitzer-prisen for den fantastiske roman. Men da jeg mødte den amerikanske forfatter, blev han bare så glad for, at der endelig var nogen, der spurgte til hans kone.

Tålmodig i 10 år
”Du må have en MEGET tålmodig kone?” er mit første spørgsmål, da jeg møder den amerikanske forfatter Anthony Doerr, der lige har vundet Pulitzer prisen for fiktion for romanen Alt det lys vi ikke ser (Politikens forlag). En bog, der tog ham 10 år at skrive. Og han havde lige fået tvillinger, da han gik i gang med at skrive romanen. Den imødekommende forfatter, der er født og opvokset i Ohio, hvor han stadig bor med sin kone og de to tvillingesønner, bliver ikke fornærmet over spørgsmålet.
”Hvor er det sødt af dig at spørge til min kone. Og hun er heldigvis meget tålmodig. Hun er også den læser, jeg tænker på det meste af tiden, når jeg skriver. Hun får lov til, eller rettere sagt, hun SKAL læse alt som den første. Så hun er den del af hele processen og med til at løse de problemer, der opstår undervejs. Normalt når jeg giver det til hende, så ved jeg, at der er noget, der skal ændres, men jeg kan ikke selv se det. Så hun er på mange måder den første redaktør.”

Bestikker konen
Konen er også lidt synsk, for da hun havde læst det første udkast til Alt det lys vi ikke ser igennem, forudsagde hun, at den bog ville komme til at ændre alt for dem. Hun fik ret, for selvom Anthony har flere roste bøger bag sig, så er det Alt det lys vi ikke ser, der for alvor har fået hele verden til at opdage hans talent for at fortælle historier, så man bliver revet med fra første til sidste side.
Bogen krævede meget research, og det var en af grundene til, at det tog så hulens lang tid, før Anthony blev færdig med de over 500 sider. Men Anthony har et lille trick til at gøre ventetiden til at holde ud for konen.
”Jeg giver hende altid et smykke, når jeg er færdig med en bog. Denne her gang fik hun en smuk ring,” afslører Anthony og joker med, at det var en ring med den ufatteligt kostbare blå diamant Flammernes hav, som spiller en vigtig rolle i Alt det lys vi ikke ser. Men heldigvis var det ikke rigtigt, for den diamant hviler der efter sigende en forbandelse over, så det var nok meget godt for konen, at hun fik noget mindre kostbart.

Signatur-svipser
Selvom Anthony godt ved, at det kan være hårdt for ens kone og børn, når man har et bøvlet bogprojekt, så er det ikke en mulighed for ham ikke at skrive. Heller ikke selvom et bogprojekt tager 10 år, for han får det dårligt, hvis han ikke skriver:
“Min familie er meget overbærende. Men jeg tror også, at vi skylder vores familier at sørge for, at vi er lykkelige ved at gøre det, der gør os lykkelige. Det her er sådan, jeg kan være den bedste forælder og den bedste partner. Det er det, der gør mig glad. Man skal gøre det, som gør en til en hel person.”
Den succesfulde forfatter er ikke kun en sød ægtemand, der husker sin kone, han er også en ægte gentleman, der komplimenterer mit tørklæde på vejen ud og tager sig tid til at skrive signatur i bogen og stille op til foto. Så skidt pyt med, at han lige glemte, hvilken by han var i, da han skrev signaturen og kommer til at skrive, at han ønsker, vi får et smukt forår i Amsterdam.

Alt det lys vi ikke ser er lige så god, som forsiden er smuk.

Handlingen i Alt det lys vi ikke ser:
Historien, der forgår i tiden op til og under 2. verdenskrig i Paris, den franske kystby Saint-Malo og i Tyskland, er både et mysterium om en diamant, en kærlighedshistorie og en historisk roman, der med sine visuelle beskrivelser gør begivenhederne levende. Der er flere fortællere, og alle har en rolle at spille i det sindrige puslespil. De to vigtigste personer er den unge blinde pige Marie-Laure, der må flygte fra Paris til Saint-Malo, og den forældreløse Werner, der har et talent for radiomekanik, som den tyske hær straks ser potentialet i med fatale konsekvenser for Werners skæbne.
Det er en utroligt velskrevet, humanistisk bog, der viser, at alle nazi-soldater ikke var onde, at der kan gøres oprør på andre måder end med våben, og at det ikke er let at være god, når omstændighederne er grusomme.
Se video om, hvad der inspirerede Anthony til at skrive Alt det lys vi ikke ser.