Seje kvinder i Game of Thrones sæson 5

Af den april 1 kommentar

De kan svinge med sværd, være stædige, stolte og hævngerrige. Noget af det fedeste ved tv-serien Game of Thrones er de meget forskellige kvindekarakterer, og i sæson 5, hvor jeg har fået lov at smugkigge på de første fire episoder, sker der spændende sager for flere af mine favoritter. Det kan du få en smagsprøve på her, hvis du ikke er bange for et par diskrete spoilers.

Kan Sansa mon stole på ham her? Foto: HBO

Sansa Stark   (Sophie Turner)– den stolte og efterhånden ret bitre Sansa bliver nødt til at gøre noget, hun i første omgang under ingen omstændigheder vil finde sig i. Men Petyr ”Littlefinger” Baelish er god til at overtale folk, så uden at afsløre for meget, kan jeg sige, at Sansa bider stoltheden og de bitre erfaringer i sig og sætter sig selv i en situation, som jeg desværre ikke tror, ender godt for hende. Men det er noget med en mand. Så siger jeg ikke mere. Sansa er en af de karakterer, som har skiftet markant personlighed fra at være den romantiske pige, der bare drømte om en prins til at være tynget af at have set sin far få kappet hovedet af. Jeg kan faktisk bedre lide hende nu end i starten, hvor hun var lidt overfladisk.

GOT_MP_090314_EP502-1081

Ingen kan være mut og tvær som Arya, foto: HBO

Arya Stark (Maisie Williams) bliver tilbudt en hjælpende hånd, som hun ikke tager imod, og hun mister en rejseledsager. Den seje pige har ikke problemer med at klare sig alene, men hun finder endelig et sted, hvor hun måske kan høre til. Spørgsmålet er, hvor det vil føre hende hen, og om hun er for stædig til at ændre sig så meget, som den nye rolle kræver af hende. Det bliver i hvert fald spændende at følge hende, når hun får lidt flere muligheder for at handle end at slås med sit lille sværd og se tvær ud.

GOT503_073114_HS__DSC7249

Brienne er ikke sådan at overse i landskabet, foto: HBO

Brienne of Tarth (Gwendoline Christie) er lige nu min favoritkvinde i serien (af mændene er det Peter Dinklage i rollen som Tyrion Lannister). Den høje, bredskuldrede kriger er en af de få i serien, som virker oprigtigt uselvisk og loyal, samtidig med at hun ikke er bleg for at smadre folk med en kampsten, hvis det er nødvendigt (sidstnævnte er jeg ikke så begejstret for at se på). I den nye sæson får vi indblik i, hvorfor hun er blevet, som hun er. Hun har ikke meget held med at få lov til at hjælpe dem, hun gerne vil hjælpe i de første fire afsnit i sæson 5, men det er aldrig trættende at følge hende, så jeg håber, hun er med lang tid endnu.

GOT_S4_MB_01

Daenerys må have et ret heftigt forbrug af afblegningsprodukter, foto: HBO

Daenerys Targaryen (Emilia Clarke) må erkende, at det ikke er let at være retfærdig leder, og sloganet ”all men must die” bliver meget aktuelt i byen Mareen. Hun må oven i købet beordre en halshugning af en allieret. Dragerne er blevet ustyrlige og teenagetvære, så de giver flere problemer, end de hjælper på situationen. Men kan man være en dragedronning uden drager? Det vil tiden vise. Jeg kunne slet ikke snuppe den afblegede Emilia Clarke i rollen som Daenerys i starten, men nu synes jeg, at hun klarer det rigtigt godt og virkelig er trådt i karakter.

Cersei stor

Hvor er min rødvin, tænker Cersei sikkert, foto: HBO

Cersei Lannister (Lena Heady) minder mig mere og mere om den onde dronning i Snehvide, men hendes problem er, at hun ikke har dronningens magt til for alvor at dominere. Hun er i den grad truet på sin position, og det hjælper ikke, at hun er ved at udvikle sig til rødvinsalkoholiker. Hun får brug for de diplomatiske evner, hun ikke har, når hun skal forhandle med en nyreligiøs bevægelse, som får mere og mere magt. Måske kan det endda blive dem, der bestemmer i King’s Landing? Det bliver spændende at se, om Cersei også ender som kronraget og i en kutte. Eller vil hun stoppe med at bebrejde bror Jamie (Nikolaj Coster-Waldau) for mordet på faderen og kissemisse med ham igen? Det tror jeg ikke, men Jamie har da lov at håbe.

Den danske Borgen-skuespiller Birgitte Hjort Sørensen er med i Game of Thrones sæson 5, men det er vist først i afsnit 8 – jeg så hende i hvert fald ikke i de fire første afsnit af sæsonen.

Hvem er din favorit af kvinderne i Game of Thrones-serien?

  • Therese Bruhn

    fed serie og seje kvinder