Tv-serien 1864 – et hit eller helt skidt?

Af den oktober 1 kommentar
Jakob Oftebro får flashet sin nydelige overkrop og sit skuespiltalent i rollen som Laust.

Jakob Oftebro får flashet sin nydelige overkrop og sit skuespiltalent i rollen som Laust.

Det går for langsomt. De taler for tydeligt. Det er historisk ukorrekt. Kritikken hagler ned over DR’s dramasatsning 1864, og her på redaktionen var der også en del kollegaer, der ikke var så begejstrerede. Så jeg tør jo næsten ikke sige det. Men jeg kan faktisk godt lide den. Den er sindssygt flot filmet, vi får præsenteret nogle helt nye skuespiltalenter (Jens Sætter-Lassen, Jakob Oftebro, Marie Tourell Søderberg), og jeg er for første gang i mit liv blevet interesseret i, hvad der egentlig skete i 1864.

Det har jo nok været oppe at vende i historieundervisningen i min skoletid, og jeg flirtede lidt med emnet i forbindelse med et projekt i min studetid på RUC, men tv-serien puster liv i de tørre historiske facts, så jeg føler med mødrene, der måtte vinke farvel til både mænd og sønner, der går den næsten sikre (og meget blodige) død i møde på slagmarken.

Jeg ved godt, at det er underholdning, når DR drama står bag, så jeg forventer som sådan ikke, at det er historisk korrekt, men serien giver mig lyst til at læse om de virkelige begivenheder, nuancere dramaet med virkelige facts, læse historikernes bud på hvad der egentlig skete. Det er Bornedals fortjeneste, for jeg må indrømme, at jeg ikke tidligere har kastet mig frådende over Tom Buk-Swientys ”Slagtebænk Dybbøl”. Det lod jeg min far om. Men nu vil jeg også læse den.

Pilou Asbæks forstyrrede karakter Didrich giver et indblik i, at krigen ikke er slut, når man vender hjem. De mentale ar er der stadig, når de blødende sår er stoppet. For når man først har ladet mennesker begå umenneskelige handlinger i krigens navn, så er det ikke sikkert, de stopper med det, når der er erklæret fred. Et vigtigt tema, synes jeg. Selvom den nutidige rammefortælling ikke fungerer lige så stærkt som den historiske, så kan jeg egentlig godt lide, at der bliver trukket nutidige paralleller, og at vi bliver mindet om, at krig også i dag har store konsekvenser og amputerer familier. På den måde har intet ændret sig.

Hvad synes du om tv-serien 1864? Er det et hit eller skidt?

 

  • Hanne Kold

    Det er en fantastisk serie, fordi den viser os hvad krig egentlig er! Og at vi er utrolig heldige, at vi er vokset op i en fredelig tid i Europa.
    Den minder os om, at det er ufattelig vigtigt, at blive ved med at tale om at holde fred – og ikke lade os forføre at fanatiske ideer…

    Pyt med om der er er 1,4 eller 1,2 mio der ser den. Jeg tror vi er mange, der i en voksen alder, er blevet meget mere interesseret i vores egen historie – og det er måske lige så vigtigt.
    Måske er det den nye kvindesag – at holde mænd og drenge ude af krige? Det giver jo ingen mening, og koster så meget på sjælen og af verdens ressourcer.

    Og så er den virkelig flot filmet! Tak til DR fordi de valgt det projekt 😉